Rejse mellem stjerner

Hvor hurtigt mon et rumfartøj skal flyve hvis det skal nå til de nærmeste stjerner og stadig være funktionsdygtigt. Et løst gæt kunne være at selve accelerationen og deceleration tager omkring 10 år hver, og sker i kredsløb omkring solen ved hjælp af at udnytte solen som energikilde og plasma fra solens/stjernes atmosfære som det stof der fungere som rumfartøjets ”drivmiddel”.* (Der menes Solens atmosfære på den anden side af koronaen, og i betryggende afstand fra soludbrud. F.eks. i samme afstand fra Solen som Merkur. I den afstand vil rumskibet være i det “tomme rum” og samtidig kunne indfange en passende mængde ladede partikler fra Solens “atmosfære”.)

Det forventes at rumfartøjet taber en lille smule fart mens det undslipper solsystemet, og en lille smule på turen som følge af at ”det tomme rum” jo ikke er helt tomt, og der er en ”rum”-modstand i selv meget meget lav partikeltæthed hvis hastigheden er tilstrækkelig høj.

Selve opsendelsen fra jorden, og eventuel samling af rumfartøjet i jordkredsløb antages her ikke at tage nogen tid. Mens at finde og lande på en måne eller en planet i nyt solsystem anslås til 5 år. Hertil skal missionen have en levetid på yderligere 10 år til dataindsamling og opbygningen af en base med selvforsyning.

Med dagens teknologi kan man forstille sig en levetid på medbragte radioaktive energikilder til elforsyning og andre tekniske komponenter på omkring 100 år. Med øget hastighed, går tiden ifølge teorien til gengæld en lille smule langsommere – med mindre at det lykkedes at nå hastigheder på over en tredjedel af lysets, hvorover tiden ifølge teorien vil begynde at gå betydeligt langsommere. Læs mere om Lysets hastighed og indflydelse på tiden her.

Afstand til andre stjerner er heller ikke konstant, men afhænger af Solsystemets hastighed i forhold til det solsystem man skal rejse til.

Dertil er yderligere parametre, som forskel på stjernerne. Størrelse og alder mv. som kan have indflydelse på hvor hurtigt et fartøj kan decelerere, hastigheden skal så at sige passe til begge stjerner med samt en sikkerhedsmargin så man ikke risikere at ”skyde forbi” og ikke kunne bremse ned. Men altså i grove træk 60 år til selve rejsen og nærmeste nabo Alfa Centauri A, er 4,39 lysår væk. Altså der skal opnås en “afskydnings” hastighed på ca. 8 procent af lysets eller ca. 22.000 km i sek. i gennemsnitsfart på rejsen.

Den 24. august 2016 skriver dr.dk at der er observeret en exoplanet omkring Proxima Centauri b der kun er 4,243 lysår væk, men stjernen kan være for lille til denne metode. Så nok fornuftigt at ramme efter Alfa og så udvide derfra. 🙂

Er det muligt at opnå den hastighed? Det er det der bør undersøges i praksis, i teorien burde det kunne lade sig gøre.

Wikipedia links:
Et lysår beregnes til 9.460.730.472.580,8 km
Afstand til Alfa Centauri 4,3650 lysår
Voyager 1 har en hastighed på omkring 61.478 km i timen.
Det vil sige at det vil tage (4,3650 * lysår) / (61.478 * 24 * 365) = 76 tusinde år for Voyager at nå den nærmeste nabo…
Selv med 5 mio. km i timen vil det stadig tage omkring 1000 år at nå den nærmeste nabo stjerne.

* Da alternativet er meget tungt og kompliceret fordi det bl.a. indebærer at man både skal medbringe en energikilde og materiale der kan skydes af sted, og at der skal fragtes nok med til at kunne tage farten af rumfartøjet igen.
Så til den læser der når helt her til i teksten, så er forslaget altså ikke blot en Ion raketmotor (Nasa ion Propulsion) og det er heller ikke blot et solsejl (læs artiklen hos rummet.dk), i sin tid blev det kaldt en plasmamotor, det nye i dette koncept er at holde rumskibet i kredsløb omkring solen hvor der er rigeligt med plasma, og udstyre fartøjet med et elektromagnetisk felt der kan afbøje og dirigere indkommende stråling ind i fartøjets “motor” som basalt set er en partikel accelerator (drevet af solenergi) der skyder plasmaet ud med høj fart. Turene rundt om solen fortsætter til hastigheden er høj nok, og så tænke at det er også den måde som farten tages af igen: https://ing.dk/artikel/rumfart-nasas-drommefabrik-29648

OBS: et tal i teksten er rettet 6. sept.2014

PS:
Solsystemets bane i Mælkevejen er ca. en cirkel med en diameter på 52.000 lysår
Baneomkreds 163.362,818 lysår
Solen rotationstid om galaksen 220000000 år (negativ rotation).
Skulle man sende et fartøj op og kigge på Mælkevejen udefra, ville det med dagens teknologi sikkert være en mission på omkring 50 mio år. Det ville tage et fartøj ca. 49,8 mio. år at nå ud til det rigtige sted at tage billedet og derefter minimum 26.000 år at sende billedet retur til Jorden.

Læs mere i temaet: Hvordan vi erobre Galaksen.

Reklamer

Om hubertnaur

Særlig interesse i fri og åben adgang til viden
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Rejse mellem stjerner

  1. Pingback: Erobring af galaksen | Lysets hastighed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s