the big bang once again

MACS J0647 Zoom Sequence (Annotated)En ny iagtagelse af en fjernt lysende objekt har fået læserne på ing.dk til at kaste sig ud i spændene diskussioner om universet og alting. Der er også en masse links og citater – i debatten altså.

Galakse opnår rekord som Universets fjerneste objekt

Den mindre galakse er så langt borte, at lyset har rejst mod Jorden i næsten hele Universets levetid.

Her under er et uddrag af kommentarer til artikel om Big Bang på ing.dk. Det er måske lidt langt og ufrivilligt morsomt, men i denne mok-up er diverse indlæg klippet sammen så man kan tænke sig det hele udført som radioteater.

Galakse opnår rekord som universets fjerneste objekt Den mindre galakse er så langt borte, at lyset har rejst mod Jorden i næsten hele universets levetid.   Den nyopdagede galakse, MACS0647-JD, er meget ung og blot en brøkdel af Mælkevejens diameter. Den er fundet blot 420 millioner år efter universets dannelse ved Big Bang.

Af Thomas Djursing, Thomas A. E. Andersen, fredag 16. nov 2012 kl. 16:46

En ny galakse, MACS0647-ID, har opnået rekorden som universets fjerneste galakse. Galaksen befinder sig 13,3 milliarder lysår borte, hvilket betyder, at galaksens lys har rejst mod os i næsten hele universets levetid.

Det vi ser, er dermed noget, som skete blot 420 millioner år efter universets dannelse ved Big Bang. Galaksen er blevet opdaget med det optiske Hubble-rumteleskop og det infrarøde Spitzer-rumteleskop.

Teleskoperne har fået hjælp af en stor hob af galakser, der har fungeret som en gravitationslinse, efter lyset har rejst cirka otte milliarder lysår. Da lyset passerede denne galaksehob, er lyset fra den fjerne galakse blev forstørret.

Den fjerne galakse er opdaget af en gruppe astronomer under ledelse af Dan Coe og Marc Postman fra Space Telescope Science Institute i Baltimore, Maryland, USA. Han er leder af Clash-studiet (Cluster Lensing And Supernova Survey with Hubble), som fandt galaksen. I en pressemeddelelse udtaler Marc Postman, at naturen via denne stjernehob har gjort, hvad ingen menneskeskabte teleskoper i dag kan: vise os denne fjerne galakse.

Kun 600 lysår i diameter Galaksen MACS0647-ID er meget mindre end Mælkevejen. Den er meget ung og stammer fra den periode, hvor universet blot var tre procent af sin nuværende alder.

Galaksen er blot 600 lysår i diameter. Til sammenligning er Mælkevejens diameter 150.000 lysår.

Astronomerne mener, at MACS0647-ID måske med tiden kan blive sammensmeltet med andre galakser og blive til en meget større galakse. Det begrunder de med, at en typisk galakse på den alder burde være omkring 2.000 lysår i diameter.

Astronomerne vedbliver med at finde fjernere og fjernere galakser, efterhånden som deres observationsmetoder bliver bedre og bedre. Den tidligere rekordholder som den fjerneste galakse var SXDF-NB1006-2, der befandt sig 12,91 milliarder lysår fra Jorden.

Clash-studiet er en kosmisk undersøgelse af 25 store galakser, som foretages med Wide Field Camera-3 på Hubble-rumteleskoper. Det var med dette kamera, at galaksen blev opdaget. Efterfølgende blev opdagelsen bekræftet med Spitzer-rumteleskopet. Opdagelsen bliver offentliggjort i december-nummeret af tidsskriftet Astrophysical Journal.

redorbit.com space.com phys.org arxiv.org

Aktuelle fortolkninger af astronomiske observationer tyder på, at universets alder er 13,75 ± 0,17 milliarder år, universet blev gennemsigtigt 380.000 år efter Big Bang og at diameteren af observerbare univers er mindst 93 milliarder lysår eller 8,80 × 10^26 meter. Ifølge almen relativitet , kan rummet ekspandere hurtigere end lysets hastighed, selv om vi kan se kun en lille del af universet på grund af den begrænsning lysets hastighed har. Da vi ikke kan observere rummet uden for rammerne af lys (eller enhver elektromagnetisk stråling), er det usikkert, om størrelsen af universet er endeligt eller uendeligt.

Men, det ekspanderende rum ekspanderede ikke med næsten lysets hastighed efter den første udvidelse efter big bang (det var før tiden eksisterede). Efter den tid ekspanderede universet med langt under lysets hastighed, og alligevel kan vi se lys som er så gammelt? – Lyset burde have “overhalet” os for længe siden.

Problemerne opstår, når man skal forsøge at omsætte den afstand, som lyset har tilbagelagt, til afstanden mellem de to galakser.

Udfordringen er at definere, hvad det er for en afstand, man har brug for. Er man interesseret i at vide, hvor langt væk galaksen var, dengang den udsendte lyset, eller hvor fjernt fra os den er nu? Eller er man derimod interesseret i at vide, over hvor stor en afstand lyset faktisk har rejst?

Disse afstande er ikke de samme. Man kan sammenligne problemstillingen med at løbe på en bane, der som udgangspunkt er 100 meter lang, når man tager afsted, men som har udvidet sig til i alt 400 meter, når løbet er færdigt. Den strækning, løberen har tilbagelagt, ligger et sted mellem de 100 og de 400 meter.

Det ældste lys, vi modtager, har tilbagelagt en strækning, der er meget større end universets alder på 13,7 milliarder lysår. Den nuværende afstand til det fjerneste, som vi kan modtage lysår er næsten 50 milliarder lysår. Og det er sådan noget, som folk tit synes er meget mærkeligt – men det skyldes altså, at universet udvider sig, mens lyset er undervejs.

Universet er i dag meget større end 13,7 milliarder lysår, og forskerne antager, at det er uendeligt stort.

Astronomerne snakker om universets og lysets alder, fordi det er de eneste faktorer, der er entydige. Afstandene i universet kan derimod være svære at holde styr på, fordi universet hele tiden ekspanderer

Ifølge almen relativitet, kan rummet ekspandere hurtigere end lysets hastighed, selv om vi kan se kun en lille del af universet på grund af den begrænsning lysets hastighed har. Da vi ikke kan observere rummet uden for rammerne af lys (eller enhver elektromagnetisk stråling), er det usikkert, om størrelsen af universet er endeligt eller uendeligt – de fleste hælder til uendeligt.

Universet ekspanderer ikke med lysets hastighed – hastigheden står i forhold til afstanden – jo længere væk jo hurtigere går det – ekspansion blev meget nøjagtigt målt ved WMAP eksperiment at være ca. 72-74 kilometer i sekundet, pr. megaparsec.

The current results show the Hubble Constant to be 73.5 (km/sec)/Mpc (give or take 3.2 (km/sec)/Mpc). If the WMAP data is combined with other cosmological data, the best estimate is 70.8 (km/sec)/Mpc (give or take 1.6 (km/sec)/Mpc). These results assume that the universe is spatially flat, which is consistent with all available data. However, if we do not make this assumption, the uncertainty in the Hubble constant increases to 4 (km/sec)/Mpc, or slightly over 5%.

Ok Jens, man taler om at se tingene fra fotonens system. Den går ikke. I så fald skulle fotonen være i hvile (fotonen vil befinde sig i et observationssystem, et sådant er altid i hvile), og hvilende lys er meningsløs. Lys er altid i bevægelse, og bevægelsen sker altid i forhold til et observationssystem – et system lyset aldrig befinder sig i. BB udvidelsen skulle foregå med forskellig hast, tilpasset almindelig fysik hvor 6 parametre kan tilpasses udviklingen. Alligevel er der en del problemer tilknyttet emnet, men en 3 eller 4 tungtvejende elementer gør teorien til den fysisk foretrukne.

»Den opfattelse er meget udbredt. Det, der går galt, er, at mange tror, at Big Bang fandt sted i et punkt, en såkaldt singularitet. Men i virkeligheden har universet efter alt at dømme altid været uendeligt stort og Big Bang er foregået i hvert eneste punkt af rummet,« siger Steen H. Hansen

Forestil dig, at hele rummet er fyldt med bolledej, forklarer han. Big Bang angiver tidspunktet for, hvornår bolledejen blev til og begyndte at hæve. Bolledejen rummer en del rosiner, der er jævnt fordelt over det hele.

Når forskere forsøger at forklare, hvad der skete under Big Bang, har de en tendens til at kigge på et undseeligt hjørne af bolledejen, som i løbet af universets levetid hæver op til en stor og saftig rosinbolle. Men den lille bolle fortæller kun om, hvad der skete i dette lille bitte område af den kæmpemæssige bolledej.

Hvis man skal forstå universets udvikling korrekt, må man holde øje med, hvad der sker i hvert eneste punkt af dejen. Astronomerne har altså uendeligt mange boller at holde styr på i deres beskrivelse af universets udvikling.

Steen Hansen fortæller, at han tidligere selv har eksperimentet med netop rosinbolledej for at gøre universets udvikling fuldstændigt klar for sig selv.

Under hævningen skar han indimellem bolledejen op og besluttede for sig selv, hvilken af rosinerne, der var ’masterrosin’, hvorefter han målte afstanden mellem denne masterrosin og alle andre rosiner.

»Det sjove var, at uanset hvilken rosin, der blev udnævnt som master, kunne jeg konstatere, at alle andre rosiner bevægede sig væk fra den, og jo større afstand, der som udgangspunkt var mellem masterrosinen og de andre rosiner, jo hurtigere voksede afstanden i takt med, at dejen hævede. Det illustrerer meget godt, hvordan universet udvider sig og hvad den udvidelse betyder for f.eks. galaksernes indbyrdes afstande,« siger han.

Det billede af univeset og dets begyndelse mange har er hvad jeg kalder en Discovery-version – her formidler de viden på en letfattelig måde – men pga. af stoffets komplekse natur så er de tvunge til at forenkle informationerne at en del viden går tabt og endnu flere misforståelser opstår – desværre. “The broadly accepted theory for the origin and evolution of our universe is the Big Bang model, which states that the universe began as an incredibly hot, dense point roughly 13.7 billion years ago. … The Big Bang was not an explosion in space, as the theory’s name might suggest. Instead, it was the appearance of space everywhere in the universe, researchers have said. According to the Big Bang theory, the universe was born as a very hot, very dense, single point in space. ”

“Hubble noted that galaxies outside our own Milky Way were all moving away from us, each at a speed proportional to its distance from us. He quickly realized what this meant that there must have been an instant in time (now known to be about 14 billion years ago) when the entire Universe was contained in a single point in space. The Universe must have been born in this single violent event which came to be known as the “Big Bang.”

Astronomers combine mathematical models with observations to develop workable theories of how the Universe came to be. The mathematical underpinnings of the Big Bang theory include Albert Einstein’s general theory of relativity along with standard theories of fundamental particles. Today NASA spacecraft such as the Hubble Space Telescope and the Spitzer Space Telescope continue Edwin Hubble’s work of measuring the expansion of the Universe. One of the goals has long been to decide whether the Universe will expand forever, or whether it will someday stop, turn around, and collapse in a “Big Crunch?”

As the evidence regarding the true nature of the universe continued to filter in though, it turned out that the universe was not in fact static. Nor was it collapsing, though. It was actually expanding! This was first discovered in the mid 1920’s by Edwin Hubble, who used new advances in telescopic technology, in conjunction with known properties of the quality and brightness of the light from stars, to make this determination (p. 8-10).” -> der bliver ofte gjort opmærksom på, at universet udvider sig, men samtidig bliver der en gang imellem gjort opmærksom på, at denne konklusion opstår på baggrund af, at massen bevæger sig væk fra hinanden. Altså at f.eks. planeter bevæger sig væk fra hinanden. Nogle gange gøres der så opmærksom på, at det ikke nødvendigvis beviser, at universet udvider sig. Det viser blot, at brikkerne INDE i universet bevæger sig væk fra hinanden.

Her vises et billede af udviklingen fra BigBang og frem. Også hvordan universet har udvidet sig. Hvis det var uendeligt, var “rummet” der vel på en måde FØR BigBang, og BigBang tilføjede blot massen til rummet, og denne masse bevæger sig så længere og længere ud i rummet?

Her er der også et billede af universets historiske udvidelse. Igen kan det vel ikke udvide sig, hvis det allerede er uendeligt stort? Eller er det igen massen indeni universet, der bevæger sig væk fra hinanden, og betegnelsen “udvidelse” derfra er konstrueret?

BB er identisk med forestillingen om Universets skabelse fra en singularitet, rummet og tiden (begyndelse) skabtes også her i dette punkt. Med et rum der pustes op og ekspanderer (Hubble), er et uendeligt rum udelukket idet et sådant kræver uendelig tid for ekspansivt at nå dette rumlige mål – og uendelig tid er netop ikke rummets alder. Lader vi et uendeligt rum være forudgået BB, taler vi ikke om klassisk BB, men en variant heraf. Men et uendeligt rum kan ikke ekspandere, idet enhver ekspansion er tilknyttet en bevægelse – og enhver bevægelse sker altid inden for en endelig ramme: Herfra og dertil. Lader vi det store brag ske overalt i et uendeligt rum startende for 13,7 mia. år siden skulle ekspansionen ske i alle retninger med samme (accelerative) kvantitet, i strid med lokale erfaringer: Her er ekspansionen nærmest ophørt.

Jow lyset er max. hastighed – men udvidelsen har intet med det at gøre. Årsagen skal søges i Einsteins teorier. Men som jeg skrev før Galaksernes hastigheder vokser proportionalt med deres afstand (Hubbles lov), Det er ikke i modstrid med Einsteins almene relativitetsteori, idet det er rummet der bevæger sig, og heller ikke den specielle relativitetsteori, da den ikke omfatter deformationer af rumtiden

Einsteins specielle relativitetsteori siger, at intet kan bevæge sig hurtigere end lyset i et inertialsystem, men eftersom Universet udvider sig, er det ikke et inertialsystem, og som Einsteins generelle relativitetsteori forudsiger, er der intet til hinder for overlyshastigheder, når vi ikke begrænser os til inertialsystemer.

Faktisk skal et himmelobjekt ikke være længere væk end ca. 13.5 mia. lysår før Universets udvidelse bærer det væk hurtigere end c, og kommer vi endnu længere væk, kan objekterne bevæge sig væk med mange gange c. Derfor kan det synlige Univers være over 45 mia. lysår i radius, selvom det kun er knap 14 mia. år gammelt.

Det er dog vigtigt at huske, at lyset lokalt (dvs. på lille nok skala til, at man kan negligere Universets udvidelse) altid bevæger sig med c, og at du aldrig vil kunne indhente en lysstråle, selv hvis du bevæger dig gennem det ekspanderende Univers. Lyser du ud i Universet med en lommelygte, vil strålerne bevæge sig væk fra dig med c, også selv om du sætter efter dem med 0.99c, og efterhånden som de når langt nok væk, vil Universets udvidelse få dem til at bevæge sig hurtigere og hurtigere

Og du har ret – det er svært at forstå og det tager tid at få tingene på plads. Lyset kan ikke bevæge sig i et inertialsystem I, men kun i forhold til det.

At man har samlet sig om BB skyldes at tingene peger i den retning, både observationer og mange teoretiske overvejelser hviler BB på. Men BB er ikke som andre teorimodeller (som f.eks. standardteori)overbevisende, og mange ubesvarede spørgsmål har vi der kan pege i mange retninger. Hov! Einstein sagde – så vidt jeg er klar over – at lysets hastighed er konstant i vakuum. Han sagde ingenting om, at der ikke er noget hurtigere, andet, end at det så ikke har en baryonsk masse.

Så – pas på med at sige hvad Einstein sagde – fordi han sagde (klogt nok) kun hvad han troede han vidste. Lysets vacuum-hastighed c er konstant i forhold til ethvert observationssystem (Einstein henviser c til et “stationært” system). Både mit observationssystem og Einsteins “stationære” system er uaccelererede systemer.

Lyset hastighed kender vi kun i vort eget nære univers – vort solsystem. Hvor hurtigt lyset bevæger sig mellem galakserne i universet kender vi af gode grunde ikke.

Når vi ser på de fjerneste stjerner og galakser kan vi også se hvad de består af og størstedelen er primitive stjerner bestående af få lette grundstoffer – med andre ord de gasser de er dannet af har ikke gennemløbet ret mange processer og som alle ved så er det bl.a. s- og r-processerne der danner de tungere grundstoffer enkelte af de aller tungste kræver måske endda sammenstød mellem f.eks. neutronstjerner eller lign.

Så de meget fjerne stjerner og galakser fortæller os at pga. af deres primitive opbygning så er de dannet på et tidspunkt hvor der ikke var ret mange tunge grundstoffer tilstede – derfor ved vi at de er dannet på et tidligt tidspunkt i universets historie og derfor er de blandt de første der blev dannet.

Hvordan lysets hastighed ændres fra at være lysets hastighed i forholdet til lysafsenderen, til at blive modtagerens lyshastighed, når hastigheden mellem sender og modtager kan være op imod 1/3 af ‘c’ eller mere, det har ingen videnskabsmand endnu forklaret.

Galakser ligger spredt rundt i Universet, og ligger egentlig nogenlunde stille i rummet, men fordi selve rummet udvider sig, fjerner alle galakserne sig alligevel fra hinanden. Hver gang Universet fordobler sin størrelse, øges afstanden mellem to galakser til det dobbelte. Hvis to galakser på et tidspunkt lå f.eks. 100 millioner lysår fra hinanden, vil de efter denne tid ligge 200 mio. lysår fra hinanden, mens to andre der startede med at ligge f.eks. 200 mio. lysår fra hinanden vil ende 400 mio. lysår fra hinanden. Dvs., at jo længere to galakser ligger fra hinanden, jo hurtigere fjerner de sig fra hinanden. På den måde kan vi bruge en galakses rødforskydning som et mål for dens afstand fra os.

For meget store afstande er rødforskydning og hastighed ikke længere proportionale, men faktisk er det sådan, at galakser der ligger længere væk end ca. 13.7 mia. lysår, bevæger sig hurtigere væk end med lysets hastighed. Dette strider ikke mod fysikkens love, da denne fartgrænse kun gælder i ikke-accelererende referencerammer. Galakser kan også sagtens ligge længere væk end 13.7 mia. lysår, selvom Universet alder er 13.7 år, netop fordi det udvider sig. Det fjerneste objekt vi i teorien kan se ligger faktisk 42 mia. lysår væk. I praksis kan vi dog ikke se så langt.

Fordi lyset ikke bevæger sig uendelig hurtigt, ser vi faktisk altid tilbage i tiden, når vi ser på noget. Når vi f.eks. ser på Månen, der ligger omtrent 400.000 km væk, ser vi den som den så ud for godt et sekund siden, fordi det har taget lyset godt et sekund at nå herned. Solen ser vi som den så ud for otte minutter siden, og når vi kigger på vores nærmeste (rigtige) nabogalakse Andromeda, ser vi 2.5 mio. tilbage i tiden. Dvs., at hvis vi vil vide hvordan Universet var i “gamle dage”, skal vi bare kigge så langt væk som muligt. Derfor bruges udtrykket rødforskydning også som et mål for Universets alder.

Det var ved at måle på galaksernes rødforskydninger, at Edwin Hubble (og andre) i 1929 fandt ud af, at Universet udvider sig. Indtil da troede man at det var statisk og havde eksisteret altid, men nu kan man regne baglæns og se, at for 13.7 mia. år siden var alle de galakser vi kan se samlet på samme sted. Det var dér at selve Universet og alt hvad det består af blev skabt, i den begivenhed vi kalder “Big Bang”.

jeg har slet ingen mening om, hvad de fjerneste objekter yderligere vil kunne bestå af, det vil jeg lade fremtidens astronomer fortælle, når de får bedre instrumenter til at observere med.

Det er fuldstændig rigtigt det du skriver, at stjernes viser de grundstoffer deres spektre viser at de består af.

Men da de fjerneste objekter givet indeholder objekter der har et svagere lys end det vi med vore nutidige astronomiske instrumenter kan se, så kan vi ikke se, hvad de svage og gamle stjerners lysspekter kunne fortælle os.

Her er det at videnskaben glemmer at være ydmyg og alene forholde sig til det der bliver observeret, uden at tage det observerede som endegyldige beviser for hvad de fjerne objekter ene og alene består af.

Men faktisk lader det til, at universets fjerneste egne ikke er så ungt som man i Big Bang teorien gerne vil have det til at være.

På et eller andet tidspunkt, bliver Big Bang tilhængerne nødsaget til at bide i det sure æble og erkende, at de tog fejl. Det fjerne univers er ikke et ungt univers, selv om det ser ud til at være det, for nuværende, på grund af at det er de unge stjerner der også er de kraftigst lysende, mens gamle stjerner er svagt lysende og derfor ikke observeret endnu.

Men hvad forårsager da så den universelle rødforskydning, dersom det ikke er et ekspanderende rum?

Det er givet lysets egen induktion af de elektriske og magnetiske kraftfelter i strålingen, som trækker energi ud af lyset og derved rødforskyder det.

Når lyset bruger energi på induktion af de elektriske og magnetiske kraftfelter, kan lyset kun frembringe den tilførte energi til induktionen gennem en forlængelse af dets bølgelængde og dermed skabelse af en rødforskydning.

Lyset kan ikke bevæge sig i et inertialsystem I, men kun i forhold til det. I består ifølge “Mekanik 1” af fast 90 graders (2 plan) sammennittede målestokke. Hvordan skal lyset bevæge sig “i” disse målestokke? Observeres lyset fra system 1: er (vacuum) lyshastigheden i forhold til 1 = c, og i forhold til et andet system 2 (der bevæger sig i forhold til 1) er (vacuum) lyshastigheden ikke = c. Den er lidt kringlet, ik?

Du, Kim Sahl, lad os ekspandere det til Fiber Optisk Gyro’s.

For at holde os til debatreglerne giver jeg lige en kort forklaring om virkemåden.

Bemærk – dette er ikke tankeeksperimenter, men virkelige fungerende instrumenter.

De består af en laser (giver), en beamsplitter der sender forskelligt polariseret lys gennem en ring af fiber. Modtageren modtager de to lysstråler og sammenligner dem, og identificerer interferens.

Dvs. opstillingen kan betrages som A=giver, B=modtager/observatør.

Nu kan man ikke tegne cirkler her, men man kan lave en nogenlunde betragtning som denne: A(+)——–>B(+) B(-)< ———A(-)

Hvor A og B er fysiks placeret samme sted.

Disse virker i det ‘ydre rum’ i sin egen ‘cavity’, eller inertialsystem om du vil.

Sker der en ‘rotation’ giver det udslag i en interferens, hvilket betyder af lysets effektive afstand i selve fiberen er forskellig.

Forklar nu hvilket inertialsystem denne ‘rotation’ sker i, ihukommende det ydre rum.

Er det 1) Jorden? 2) Solen? 3) Mælkevejen? 4) eller ‘æteren? 😉

Skulle tesen om den konstante c i ethvert syetem holde stik, ville disse applikationer slet ikke virke.

Men hvad forårsager da så den universelle rødforskydning, dersom det ikke er et ekspanderende rum?

Det er givet lysets egen induktion af de elektriske og magnetiske kraftfelter i strålingen, som trækker energi ud af lyset og derved rødforskyder det.

Når lyset bruger energi på induktion af de elektriske og magnetiske kraftfelter, kan lyset kun frembringe den tilførte energi til induktionen gennem en forlængelse af dets bølgelængde og dermed skabelse af en rødforskydning.

Har du bare en snert af bevis for dette? Mig bekendt “bruger” lys ikke energi på at bevæge sig, da der i de elektriske og magnetiske kraftfelter ikke er nogen form for modstand (og energien dermed er konstant).

BB er opstået på grund af man udelukkende forestiller sig rødforskydning som følge af Doppler.

Antager man en ‘æter’, som jeg mener FOG er bevis for (se ovenfor), kan rødforskydning sagtens (også) ske som følge af afstand.

For en god ordens skyld har jeg lavet en computersimulering over hvordan det kan lade sig gøre med vekselvirkning af potentiel og kinetisk energi:

Så jeg vil sige: Nej – det er på ingen måde BEVIST at universet udvider sig.

Og lidt om Hubble (og afstande).

Kigger man på de nyeste observationer og laver lidt (elemtære) beregninger, viser det sig at afstanden til SN1987A er ~42.000 lysår, og ikke som antaget ~170.000 lysår.

Cassiopeia ligger på ~1-2.000 lysår og ikke som antaget 11.000 lysår.

Det er ret alvorlige fejl, som indikerer at rigtig, rigtig mange af vore stipulerede afstande (og dermed alder) er rasende forkerte.

Det sørgelige er at det kræver kun lidt simpel trigonometri at beregne disse afstande, men astronomerne hænger fast i de vedtagne afstande i stedet for at bruge nye (og bedre) data til at genberegne disse.

Jeg ved ikke om dette citat er nyt, men tillad mig at citere mig selv: “Den største fejl man kan begå er, at ikke indrømme de fejl man har begået.”

Du tage jo fuldstændig og absolut fejl. Astronomer beregner ikke afstande i lysår. De regner afstande i rødforskydning. Journalister beder om, i kraft af at hverken de eller læserne kan forstå at en afstand kan udtrykkes som x antal z (z = enheden for rødforskydning), der ikke direkte er en afstand. Men ikke desto mindre er det en fortolkning af rødforskydningen som du udtrykker som en fast afstand. Her er en rimelig god forklaring på de forskellige stipuleringsmetoder.

Bemærk section G, hvor det første stipulering til SN1987 var baseret på det første foto af SN1987A, og ikke senere revideret mht. nyere observationer mht. udvidelseshastighed.

Calculating the respective surface brightnesses of the components of OGLE-051019.64-685812.3 from their (V-K) colors and using the calibration of di Benedetto (2005) obtained for a mixed sample of giant and dwarf stars, we obtain distances of (50.4 ± 1.3) kpc for the primary, and (50.0 ± 1.4) kpc for the secondary component, corresponding to distance moduli of (18.51 ± 0.06) mag and (18.49 ± 0.06) mag, respectively. Very similar results (see Table 2) are obtained using the (V-K) colors and the calibrations of di Benedetto (1998), Groenewegen (2004), Kervella (2004).

Using the definitive reductions of the IUE light curves by Sonneborn et al. (1997) and an extensive set of HST images of SN 1987A we have repeated and improved our original analysis (Panagia et al. 1991) to derive a better determination of the distance to the supernova. In this way we have obtained an absolute size of the ring R(abs) = (6.23 +/- 0.08)e17 cm and an angular size R” = 808 +/- 17 mas, which give a distance to the supernova d(SN1987A) = 51.4 +/- 1.2 kpc and a distance modulus (m-M)_SN1987A}} = 18.55 +/- 0.05. Allowing for a displacement of SN 1987A position relative to the LMC center, the distance to the barycenter of the Large Magellanic Cloud is also estimated to be d(LMC)=51.7 +/- 1.3 kpc, which corresponds to a distance modulus of (m-M)_LMC = 18.56 +/- 0.05.

chem.tufts.edu www.astro.ucla.edu

Stig, hvis du virkelig vil udfordre vacuum inertialsystemets bevægelsesforhold, sker det uacceleret, tak – ingen rotation, tak.

Når lyset går gennem uvacuum, er hastigheden (helt forventeligt) nedsat. Er dette medie (uvacuum) i bevægelse med hastigheden v, sættes lyshastigheden op med en bestemt brøkdel af v – eksperimentalt påvist af Fresnels vandforsøg allerede i 1860’erne. Men hverken dette forhold eller rotationsforhold er nogen udfordring for inertialsystemet, her råder kinematikken uindskrænket.

Universet udvider sig ikke i noget, det udvider sig bare. Det kan være lidt vanskeligt at forestille sig, men det må vi bare leve med, ligesom vi kan konstatere at elektromagnetisk stråling (fx lys) udbreder sig i et vacuum uden noget medium, i modsætning til lyd, som kræver et medium.

Mere generelt i forbindelse med universets udvidelse er det bekvemt at skille begrebet i “rummet” (som udvider sig) og “universet” som er objekterne – det er reelt et og samme, men måske nemmere at forstå med følgende analogi:

“Rummet” er at sammenligne med et værelse med gummivægge, -gulv og -loft. “Universet” er møblerne i værelset. Selvom “gummi”-rummet udvider sig, med den følge at der bliver længere og længere mellem møblerne og lampen i loftet giver mindre lsy, flytter møbler mv. sig ikke selvstændigt indbyrdes.

Det samme gælder objekter i universet.

Hvis de har masse, er deres maksimale hastighed mindre end lysets i vacuum, men de føres med af rummets udvidelse uden at have egenbevægelse.

Måske er det ikke rummet der udvider sig men rummet der trækker sig sammen om de gallakser der fjerner sig hurtigere og hurtigere fra hinanden. Som sæbebobler der skilles fra hinanden.

Reklamer

Om hubertnaur

Særlig interesse i fri og åben adgang til viden
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s