En seværdig afslutning på opholdet på Jorden

Filmatiseringen af bogen ’Cloud Atlas’ er nået til danske biografer, og nogle af bagmændene (Wachowski) er samme der filmatiserede tegneserien ’V for Vendetta’ i 2006 og dermed gjorde Guy Fawkes maCA_1280x1024_6sken til symbol på civil ulydighed.

Og lad mig med det samme afsløre at jeg synes at filmen er rigtig god. Det er en eventyrfabel af den virkeligt indviklede slags. Halvt realistisk nutid og halvt science fiction, og det kræver virkeligt åbne sanser at fange alle referencer til filmreplikker, musikstykker og malerier og bøger. Ikke mindst fordi de små sidehistorier griber fat og holder tilskueren fanget og skuespillerensemblet skifter forklædning og fremtoning i et tempo så maskerne klirer.

Samtidig er det også en dystopisk samfundssatirer der smadre alt det fineste porcelæn i butikken, og det eftertrykkeligt i seks små sammenklippede novellefilm sat i hver deres tidsepoke. Tid og sted for tidsperioderne er omhyggeligt valgt så de netop ikke er i midt i store historiske begivenheder.

Budskabet kan nærmest koges ned til: Det hele er overflade. Og mens de forskellige historier udspiller sig med dygtigt brug af de stereotype Hollywood filmgenrers virkemidler og fortælleformer, forsøger filmen at bygge op til en sammenhængende historie ved hjælp af et naivistisk yogamantra om at træffe de rigtige valg tænke på andre og gøre gode gerninger. Det forsøg kollapser dog, ikke mindst understreget af at epilogen må foregå fra en fjern planet, som bilbos rejse med elverne fra deres gamle verden til den nye da eventyrernes tid forbi. Hertil serveres samme musiktema om og om igen.

Det lyder måske ikke som nogen anbefaling endnu, men de enkelte seks små kapitler i historien er godt fortalt, de fremstår som klart adskilte variationer over samme tema. Filmen lykkedes så at sige fordi den mislykkedes med sit projekt om at fortælle en sammenhængende åndelig udviklingshistorie. Det der står tilbage er ikke oplevelsen af en maraton novellefilm-aften med en obskur religiøs prædiken som voiceover, men en film det forsøger at gribe om menneskehedens forbundenhed.

Det er ganske længe mellem at jeg går ind og ser samme film to gange i biografen, denne film er en af dem. Og det tog den ikke skade af – tværtimod. Den er sjov og uhyggelig, spændene og deprimerende, knugende og opløftende. Men jeg tror ikke at den fører nogle nye modefænomener med sig til ungdomsoprøret.

Advertisements

Om hubertnaur

Særlig interesse i fri og åben adgang til viden
Dette indlæg blev udgivet i Film, Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s