Man har jo altid lov at håbe på at den næste SF også lever op til forventningerne. Og denne gang var underholdningsværdien ihvertfald i top. Det lidt apparte univers i filmatiseringen af Divergent er forbløffende ulogisk og derfor vanskeligt at forstå, men igen ikke vanskeligere end så mange andre film i sf-eventyr genren.
Det er ikke en futuristisk verden, men en slags post – krigs film, ikke så filosofisk og rafineret som Hunger Games. Men der bliver dog taget spørgsmål op af moralsk og politisk art. Og det er da forfriskende at se et alternativ til kapitalismen selvom filmen fremstiller et ret syrealistisk og mærkværdigt karikeret klassesamfund. Det påstuleres også et eller andet sted at langt de fleste kan sættes i bås. De der ikke kan er “afvigere”.
Det meste af den meget lange film er en forberedelse til kamp, af den sædvanlige amerikanske militær- eller politiskole film. Den dag de unge vælger hvilken skole de vil gå på, er også den dag de siger farvel til deres tidligere liv med deres forældre og flytter på kostskole. teknologien er meget udviklet på et eneste felt, computersimulering og medikamenter der giver kontrol over drømme og i kombination kan gøre mennesker til en slags droner i et computerspil. Men ellers ingen telefoner, og meget manuelt arbejde selv i markerne? Som sagt: intet der giver meget mening. Men tempoet og skuespillet fint, drømmesimuleringerne er lidt for matrixagtige uden samme troværdige teknologisk setup men fungere faktisk rigtig godt aligevel, og enkelte scenner med en svævebane (zip-line) fra toppen af et højhus er fantastiske godt lavet. En kampscene mellem hovedrolleindehaverne er også i særklasse. Sammenlignet med den tilsvarende aldersklasse af skuespillere i amerikanske romantiske ungdomsfantasy film så er det en klar forbedring.
Del 2. marts 2015:
Det er ikke et afsnit af trilogien som man behøver at se for historien. Det er vist mest beregnet på teenager romantik for slumstormer wannabes. Omdrejningspunktet er en lille mærkelige simulerings maskine der er så hightech at den ikke kan snydes eller bare skilles af. Og når den åbnes er der en lille bitte besked der kunne stå på bagsiden af en æske gajol: fooled you! Men du godeste når alt bliver set fra børn og unge menneskers synsvinkel er man konstant i blinde. Og naturligvis bliver der sagt at hegnet var en del af et eksperiment, og nu må man udenfor og se om der er andre tilbage derude og hvad fanden det eksperiment gik ud på?… Og så er filmen slut, ikke et smugkig eller et hint, bare vent og se om der kommer en slutning i næste afsnit. Men som den sidste og eneste fornuftige replik lyder: Der er gået 200 år siden den besked blev indtalt, det er ikke til at sige hvad der venter.
Skuespillerne er fine nok og det hele er pænt lavet. Og en aktion scene var virkelig god, men den bliver også vist i traileren. Men alt i alt er toeren altså bras. Og som hovedparten af anmelderne bemærkede så er det altså virkelig tid at finde på noget nyt indenfor fantasy og sciencefiction genren, gerne noget der ikke indeholde mystiske drømme og over realistiske simulationen og tonsvis af velplejede og velnærede fitness unge der knap har en smart bemærkning eller en selvironisk distance. Men jeg kan også godt se at der trods alt blive gjort forsøg i retning af at forklare nogle grundliggende ting omkring det “at bryde ud af normerne” og de skal have point for at forsøge i det mindste.
Men den har ikke engang et luftskib som den morsomme og – set i forhold til – ret fine film Æon Flux, og så er det altså svært at bevare gejsten.
Lysets hastighed 