Novelle – Veninden

Havnen lå som en byggeplads, af de gamle pakhuse og værfter og industri er der kun bygningerne tilbage.
Det er herfra en af disse efterladte ruiner fra ældgamle dage at et moderne kunstprojekt for lov til at udvikle sig til et mysterium.

Død ved autopilot, blev til som en kritik af verdens ubekymrethed og blinde tiltro til moderne teknologi. Det er ganske svært at forstå kunstnerens argumentation al den stund at stort set alle Hollywood film om robotter er en horrorstory hvordan det går helt galt. Men denne kunstner så på nutiden og ikke på fremtidsfilm, og besluttede at vise hvordan det hele statens tjeneste er på vej til at blive overtaget at teknik.

En almindelige tjenestepistol er et våben med ganske lille rækkevidde, og lav træfsikkerhed, det er som de andre våben som lovens håndhævere bærer, beregnet til at neutralisere en arrestant der er lidt uvillig eller sløv i optrækket. Ellers til selvforsvar.

Det kunstneriske projekt ville i stedet placere et våben i ”hånden” på en mobil platform der dels kunne give større præcision og dermed også større rækkevide.

Den kørende platform med våbnet skulle selv holde et overblik over hele scenen og løbende beregne projektilbaner og identificere personer 360 grader rundt. Og den holdt også øje med udstyr på gaden, som overvågnings kameraer, strømfordelingskasser, mobilmaster og mange andre særlige tekniske installationer og kendetegn der er i gadebilledet.

Det vigtige var hvordan en sådan anordning kunne komme med rundt på arbejde og forblive ubemærket. Derfor placerede kunstneren installationen i en transportabel babylift der passede ind i både biler og barnevogne.

Pistolen således gemt væk, kunne også transportere sig selv, eller blive i barnevognen og være et af den slags objekter som man ikke bemærker i gadebilledet, som en udslidt cykel der er parkeret alle mulige steder.

Pistolen blev udstyret med en speciel lyddæmper der også indeholdt et agrigat til at suge krudtrøg og fjerne varme udstråling.

Kommunikationen med den lille hjælper foregik ved hjælp af håndtegn. Eller rettere så sendte hjælperen et billede med alle dens informationer, til en speciel brille som blev båret af dens ”operatør”, og kunne tale via brillen og få billede og lyd retur, men i reglen skulle operatøren bruge håndtegn i kommunikationen tilbage. Naturligvis havde den lille hjælper også selv Internetadgang og sendte hele tiden informationer om omgivelserne tilbage til et kontrolrum som – hvis det havde været placeret hos politiet – automatisk genkendte stjålne biler og ansigter fra forbryderalbummet mm.

Dette er jo allerede standard i alle uniformer i dag, der er udstyret med bærbart kamera og headset.

Kunstværket blev ikke optaget til udstilling eller anerkendt som kunst i det hele taget, en automatisk pistol i en barnevogn hørte hjemme på den årlige våbenmesse, mente kurator, og om det overhovedet var lovligt, det at lave en ”kunst installation” der faktisk kunne lades med skarp ammunition og placere den mellem fredelige gæster på byen museum for moderne kunst. Nej, næppe og det ville aldrig blive tilladt af sikkerhedsvagten.

Det næste der skete var nok heller ikke særlig gennemtænkt, men ved hjælp af den lille hjælper og en veninde i den rigtige alder til at føre barnevogn, gennemførte kunstneren nu en stribe optagelser i byens aftenliv til brug for en performensvideo udstilling i stedet. Tanken var at hvis den lille hjælper ikke måtte komme indendørs i kunstverdenen pga. sikkerhed så ville en kunstvideo af samme jo godt kunne. Det ulovlige ved at tage et våben med ud, blev afvejet med at det jo var en del af det kunstneriske projekt dertil var pistolen jo ikke ladt og ville knappes kunne genkendes som et våben.

Veninden spillede gladelig med, og fik hurtigt lært de rigtige håndtegn til at styre den lille hjælper. Til erstatning for en rigtig opkobling til politiets hovedkvarter, opstillede kunstneren en kullidse med en server der kun skulle fungerer som backup og billede og video database.

Til de sidste scener skulle kunstneren bruge eksempler på den lille hjælpers evner som skarpskytte, og derfor fik de adgang til en skytteforenings øvelsesområder hvor de kunne lade våbnet og lave de skarpe optagelser.

I princippet kunne den lille hjælpe selv skifte magasin og fylde nye patroner i, men skulle jo altså have adgang til dem i første omgang.

Det var først da veninden stod her på skydebanen og så dens præcision, så stille og så ubemærket og så magtfuld, at den lille hjælper i barnevognen blev til mere end en tjeneste for kunstneren. Det var som om den lille hjælper talte til hende med mere end ord, det var som om den søgte hendes opmærksomhed, den viskede om en drøm om at have magt til retfærdighed.

Videoen “Død ved autopilot” blev et gennembrud for kunstneren, og mens verden gav opmærksomhed til den syrede fremtidsvision, tog veninden hele kullidsen med server og udstyr og den lille hjælper, forsvandt og blev ikke genkendt siden…

HB 31-01-2016

PS: Det er fiktion… Men virkeligheden overgår på nogle punkter
http://www.wired.com/2016/03/turning-live-surveillance-feeds-unsettling-works-art/

terminator248

For den udenforstående, dette en scene fra Terminator 2

Reklamer